Min personlige historie om sorg og tabet af min bedste ven

Hvordan beskriver man en sorg så dyb, at den er bundløs? 

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, hvordan den føles…

I løbet af mit liv har jeg efterhånden måtte sende flere hunde over regnbuebroen og hver eneste af dem har efterladt dybe aftryk af deres poter i mit hjerte. 

Men sorgen efter Holger, som jeg måtte sende over alt for tidligt, knækkede mig.

Årsagen til at dette svære farvel blev ekstra svært, skyldes muligvis omstændighederne i mit liv.

Min mand gennem næsten 17 år havde pludselig, kort forinden, besluttet at forlade mig.  Hvilket selvfølgelig var både et chok og et enormt tab.

Inden jeg forlod vores fælles hjem, for at flytte ind i mit eget, sagde vi et smukt farvel til Hilda og sendte hende over regnbuebroen - det var tid - og hun skulle ikke igennem en flytning først.

Smukt og værdigt farvel til min elskede Hilda

Så med dobbelt knust hjerte drog jeg den følgende dag afsted til mit nye hjem.

Mod en uvis fremtid - min familie halveret - men med Holger ved min side.

Vi flyttede ind i vores nye hjem, og selvom vi fandt os tilrette i det, så var det ikke uden udfordringer for os begge. 

Selvom jeg selvfølgelig havde fundet et hus som Holger kunne trives i (hvilket i sig selv var noget af en udfordring), var det helt forventeligt en stor omvæltning for ham alligevel.

Jeg var i sorg.

Jeg var stresset.

Det var vi begge.

Holger fik svært ved at være alene hjemme.

Uden Hilda. Og i helt nye omgivelser. 

Det var mit livs sværeste tid, og mit fokus var primært på Holger.

Det eneste der betød noget for mig var, at han følte sig tryg og glad - og lige så stille, med tålmodig træning, blev han bedre og bedre til at være alene hjemme.

Vi klarede os! Sammen. Små skridt ad gangen.

I månederne der fulgte, fik vi en helt ubeskrivelig stærk forbindelse - og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg ville have klaret det uden ham.

Han var mit anker - som forhindrede mig at drukne i den voldsomme storm, jeg pludselig var havnet i.

Vi gik mange, lange ture sammen og  jeg nød de ture med ham mere end jeg nogensinde tidligere har gjort - i en periode var det faktisk det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg følte glimt af glæde.

Nu var det bare ham & mig - og hvor jeg dog klyngede mig til ham!

Verdens stærkeste team!

Sparket når man ligger ned..

Men så begyndte han at vise tegn på at have ondt.

Hvis du har fulgt mig en rum tid, så ved du måske, at vi tidligere i Holgers liv har været en meget akut tur ved dyrlægevagten, fordi han viste symptomer på mavedrejning. Dengang kunne de ikke afvise, at han havde haft en delvis mavedrejning, men alt var ok, da de fik ham røntgenfotograferet.

Nu viste han de samme symptomer. Og enhver, der kender til dem, ved, at hunden viser tydelige tegn på at have meget ondt.

En kort, men hård og opslidende, periode med flere dyrlægebesøg, både hos dyrlægevagten og egen dyrlæge fulgte, men de kunne ikke sådan lige finde ud hvad han fejlede - og værst af alt; de kunne heller ikke smertedække ham.

Og det var hans smerter som blev det afgørende.

De fleste nætter brugte vi på at gå lange ture frem for at sove, for det var det eneste, der gav ham lindring - og jeg kunne simpelthen ikke bære at se ham have smerter. Jeg følte dem næsten selv - og havde jeg kunne tage dem på mig i stedet, så havde jeg gjort det.

Men det kunne jeg ikke. 

Og jeg kunne heller ikke forsvare, at han skulle blive her hos mig og have ondt, når jeg havde muligheden for at sende ham over regnbuebroen og give ham fred.

Hvor smertefuldt det end var for mig, så var hans velbefindende min førsteprioritet.

Han havde reddet mig i min værste tid.

Jeg skyldte at redde ham på den mest nænsomme måde; at sige farvel. 

Så det gjorde jeg.

For ham.

Selvom jeg stadig havde brug for ham.

Og dét knækkede mig…

Det sværeste farvel jeg endnu har prøvet

Livets hårde lektie

I dag er det snart 5 måneder siden jeg sagde farvel. Mere præcist 20 uger, 2 dage, 4 timer og 45 minutter - som svarer til 142 dage. 3.408 timer. 204.480 minutter.

Det er skræmmende hvordan tiden kan gå videre - når den burde være stoppet.

Jeg ved ikke engang hvor tiden er blevet af, for selvom hver dag har føltes uendelig, har jeg svært ved at følge med.

Sorgen føles bundløs og den er for stor til at jeg kan beskrive den.

Men i det mindste er jeg ved at lære at fungere alene.

Det er forbløffende, hvor meget man lærer om sig selv ved at være helt alene. Jeg kan knapt huske, hvornår jeg sidst i mit liv ikke har haft enten en partner eller en hund. Én jeg kunne fokusere på - eller læne mig opad.

Det vigtigste jeg har lært i processen er, at jeg kan vænne mig til meget - men at leve uden hund bliver aldrig en af dem!

Så hvis du sidder derude, og du også jonglerer både sorg og savn, så ville jeg virkelig ønske, at jeg havde noget mere opmuntrende eller hjælpsomt at sige.

Men det har jeg ikke.

Ikke endnu.

For vi kan ikke redde andre, når vi selv er ved at drukne.

Men jeg vil gerne lære at svømme lige ved siden af dig - og måske kan denne fortælling være din redningskrans...

En sorg dybere end den dybeste sø..