top of page
  • Forfatters billedeK9 Kriss

Påvirker dine følelser din hunds adfærd?

Opdateret: 28. feb. 2023

Hvis du vil hjælpe din Svære, Men Søde, hund med at få de store følelser under kontrol, er du nødt til at hjælpe dig selv først.

  • Er du hyper-opmærksom når du lufter din Svære, Men Søde, hund?

  • Farer du sammen ved lyden af ringlende hundetegn bag jer?

  • Får du koldsved, når du hører en hund der gøer i det fjerne?


Så læs med her - det kan formentlig hjælpe dig, så du kan hjælpe din hund.


Først og fremmest er jeg nødt til liiiige at sige, at jeg går meget op i at undgå at placere skyld - og i stedet fokusere på at acceptere det som er, og arbejde på en forbedring. MEN det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for vores egen rolle i vores SMS-hunds udfordringer.


For selvfølgelig er vi ikke ligegyldige, når det kommer til vores hundes adfærd.

“Din frygt er smitsom”

Det er rigtigt, at man ikke kan forstærke frygt.


Du kan forstærke en adfærd - men ikke en følelse.


Det vil sige; det er helt i orden at berolige sin hund, hvis den bliver bange.


Men frygt kan til gengæld smitte!


Du har måske har hørt udtrykket “det går lige ned igennem snoren” - og dén er altså god nok (også selvom der ingen snor er).


Hvis din hund opdager, at du er nervøs, risikerer du, at den også bliver nervøs.


Hvis du nu sidder og tænker; “well, that’s it for mig - for jeg er ved at skide grønne grise hver gang vi ser en anden hund” så fortvivl ikke, for der ér rent faktisk noget du selv kan gøre for at ændre dine følelser.


Og nej; jeg siger ikke, at du skal ændre hvem du er (du skal være lige præcis den du er - alle andre er alligevel optagede) men det kan hjælpe først og fremmest at være bevidst om, hvad der egentlig sker når du bliver nervøs - og hvorfor.



Din hjerne f*cker med dig

Den lille kontrollerende og manipulerende grå hjernemasse oppe i dit hoved har et sted hvor den producerer følelser som nervøsitet, ængstelse, frygt og bekymringer; kaldet amygdala.


Det område kan f.eks. påvirke udskillelsen af stresshormonet adrenalin, hvilket ændrer vores vejrtrækning og hjertekredsløb og gør os mere årvågne og hurtige til at reagere.


Måske har du oplevet, at du er begyndt at fare sammen ved selv de mindste lyde, når du er ude på tur med din hund - og det er såmænd bare din amygdala der forsøger at holde dig i live.


Nu skal DU begynde at tage kontrol over din hjerne!

Du skal starte med at overbevise dig selv om, at der ikke er noget at være bange for. Sæt dig ned i ro og mag, og skriv så ned, hvad der gør dig nervøs.

Hvad er du bange for, at der skal ske? Vær helt ærlig - det er kun dig selv som skal læse det. Er du bange for, at din hund skal skade en anden hund?


Så prøv at fortælle dig selv, hvordan - og hvor (u)sandsynligt det ville være - at det skulle ske.


Er du bange for at miste kontrollen?


Så prøv at tænk lidt over hvad det egentlig vil sige - og spørg så dig selv, hvad det helt konkret ville indebære.


Hvad ville konsekvensen af dette være for dig?


Måske slet ikke så slem som du ubevidst tror.


Er du bange for at udstille dig selv - tabe ansigt og føle skam? Det er helt normalt.


Så prøv at fortælle dig selv, at det jo faktisk ikke behøver at betyde noget for dig hvad komplet fremmede tænker om dig og din hund.


Du kan også glæde dig over, at jo flere gange du oplever det, desto nemmere bliver det.


“Those who matter don’t mind - those who mind don’t matter” Den her liste er din “hvad er det værste der kan ske-liste” og den taler til din frontallap som styrer dine rationelle handlinger og logiske sans - og den kan du altså styre ved at have dine argumenter i orden.


Den mere impulsive og følelsesbetonede nervøsitet kræver det lidt mere øvelse at kontrollere - men du skal først og fremmest kende symptomerne, så du kan genkende den, når den opstår:


  • Dit hjerte banker hurtigere

  • Du trækker vejret hurtigere

  • Din puls stiger

  • Du spænder dine muskler

  • Du bider tænderne sammen

  • Din stemme bliver skinger

  • Du strammer grebet om hundesnoren

Når først du er bevidst om symptomerne, kan du aktivt gøre følgende for at ændre dem, når de opstår. - Træk vejret dybt - flere gange Det lyder måske ligegyldigt eller som noget hippie-dippie, men vejrtrækningsøvelser sænker beviseligt både din puls og hjertefrekvens. - Slap af i musklerne Mærk hvor du spænder op, typisk skuldrene, og bed så din hjerne om at frigøre spændingen. - Brug dine stemmebånd Syng en lille sang, eller fløjt en lille melodi - og få kontrol over din stemme. - Slæk linen Slap af i hånden som holder linen - og sørg for, at snoren er slap, så din hund rent fysisk påvirkes mindst muligt af situationen. Spænding på linen øger spændingen i situationen.

Fix dine følelser - fix din hund?


Åh, hvis bare det var så simpelt! Men for det første er hverken du eller din hund i stykker, så I skal ikke “fixes”. For det andet, så er det her selvfølgelig kun en lille del af en større sammenhæng. Hvis du går og drømmer om, at din Svære, Men Søde, Hund kunne blive en smule nemmere, så kan du gøre en hel masse andre ting også som kan hjælpe. Mange brikker små…


Jeg håber, at dette lille indlæg har givet stof til eftertanke - måske du endda følger mine råd og begynder at arbejde med dine egne følelser - først.


Kunne du tænke dig at få mere hjælp med det her? Så kontakt mig endelig!


Jeg arbejder nemlig mindst lige så meget med mennesket, som med hunden.



Comments


bottom of page