FUP eller FAKTA: hunde kan kun svede gennem trædepuder og snude.
Det er……. *indsæt selv trommehvirvel* FUP!
What?
Jep, I know. Sådan havde jeg det også, da jeg først læste om det.
Men efter lidt nærmere research blandt kloge mennesker som fx. Dr. David Marlin, psykolog, biokemiker m.m., måtte jeg med gru erkende, at jeg har taget fejl i alle disse år...
For hunde kan svede over hele kroppen - og faktisk spiller det formentlig en afgørende rolle i, hvordan de regulerer deres temperatur og kommer af med overskydende varme.
Undersøgelser viser først og fremmest, at ved lufttemperaturer under 31 grader regulerer hunden faktisk sin kropstemperatur primært gennem stråling og konvektion, hvilket betyder, at de afgiver varme fra deres hud til det omgivende miljø eller gennem en køligere overflade som de presses mod.
Det er derfor du ser din varme hund lægge sig på kølige fliser og ofte skifte soveplads, for at finde en ny kølig overflade at lægge sig på.
Når lufttemperaturen er mellem 31-36 grader bliver det en kombination af stråling/konvektion og evaporation, dvs. fordampning.
Og først ved en lufttemperatur på 36 grader og derover kommer hunden af med overskydende varme via respiration, altså at gispe.
Det er en SKRØNE, at hunde med tyk pels/underuld har behov for at beholde al deres pels for selv at kunne regulere deres temperatur.
Jep…
Tager den lige igen for dem nede på bagerste række, som ikke vil sommerstudse deres bedste ven, fordi pelsen efter sigende skulle hjælpe dem med at komme af med varmen:
Det er en skrøne - en sejlivet myte.
Din pelsede ven har faktisk svært ved at komme af med varmen gennem sin tykke pels og jo; det kan hjælpe at studse den.

MEN, men, men; man skal dog være varsom inden man hiver barbermaskinen frem og giver sin langhårede bedste ven en sommerstudsning; pelsen beskytter jo nemlig også mod insektbid, hudafskrabninger, solskoldning m.m.
Faktisk, så kan flere af de metoder der findes til at køle din hund ned desværre også have uheldige bivirkninger, hvorfor det bedste råd ganske enkelt er, at du holder din hund så inaktiv som muligt når det er meget varmt - og selvfølgelig sørger for adgang til skygge og frisk vand.
Hvis du venter med at træne/lufte etc. til tidlig morgen/sen aften, så skal hunden nok selv klare resten - men såfremt du stadig synes at din hund kæmper med varmen, så er fx. kølemåtter og aircondition gode løsninger uden risiko for hunden.
Og lad så VÆRE med at slæbe din hotdog med alle mulige steder, især hvis det omfatter en varm bil….
Sidst, men ikke mindst; hold øje med tegn på hedeslag, som fx:
Hunden hyperventilerer
Tungen har en tydelig rød farve
Læber og tandkød er blege
Spyttet har klæbrig og tyk konsistens
Hunden er svimmel og svag
Hunden kaster op eller har diarre
Hunden har kramper
Hunden er gået i koma
Hvis din hund viser tegn på hedeslag, er det afgørende, at du igangsætter førstehjælp på stedet. Tidlig indgriben øger din hunds chancer for overlevelse.
Få hunden til et køligere et sted
Sænk kropstemperaturen ved at gøre pelsen våd med køligt vand. Vandet må ikke være for koldt, da for hurtig afkøling kan medføre chok eller for lav kropstemperatur.
Læg våde håndklæder omkring hundens poter
Luft omkring hunden med en vifte eller et håndklæde, da det også virker kølende
Lad den drikke små mængder køligt vand (ikke for meget og ikke for koldt)
Afslutningvis vil jeg bare minde alle om, at selvom vores hunde smider vinterpelsen i løbet af foråret, så er det altså ikke det samme som når vi mennesker smider tøjet (helt eller delvist) på en varm sommerdag. Sommer-summarum: hvis du synes, at det er varmt nok til at vise lidt bar hud, så er det rimelig sikkert en rigtig varm dag for din hund, der jo stadig går med pels.

Go’ sommer derude!
PS: Hvis du vil vide mere om de spændende detaljer, så se link til artiklen her.
Comments