Hvis du, ligesom jeg, lever med en svær, men sød, hund har du måske allerede hørt udtrykket +CER.
Men hvis du ikke har, så bør du læse med her (også hvis du har en nem, men sød, hund) - for det kan få en fantastisk god effekt på din hund, hvis der er noget som den er lidt nervøs, eller ligefrem bange, for.
CER er en betinget følelsesmæssig respons.
Det betyder, at det er en følelsesmæssig reaktion, som er indlært.
Indlært...
Lad os lige tage et eksempel: forestil dig, at du hører radio, og pludselig hører du den sang, som du dansede til på verdens bedste ferie dengang for mange somre siden...
BUM: straks er du tilbage på den eksotiske sydhavsø, og du kan faktisk næsten fornemme solens stråler og dufte den friske havluft. Ik?
Eller et andet eksempel; duften af flæskesteg når dine næsebor…
BUM: du mærker lidt ekstra mundvand og du får pludselig lyst til at høre Last Christmas med Wham - på repeat.
Dét er CER. Det er et sanseindtryk (lyd/duft m.m.) som udløser en følelsesmæssig respons på grund af den association din hjerne har lavet mellem de to ting: så 'flæskesteg' = jul og 'sommerhit' = ferie.
Og med mindre du ligefrem er The Grinch eller hader ferie i sydens sol, så gætter jeg på, at det er en POSITIV følelsesmæssig respons du får.
Dét er +CER.
MEN HVAD HAR DET MED MIN HUND AT GØRE?
- spørger du måske så.
Og det forstår jeg godt. Men hvad så, hvis jeg fortæller dig, at det kan bruges til at lære din hund at elske lyden af tordenvejr, eller synet af andre hunde - eller dyrlægen - eller noget helt fjerde, som din hund lige nu er bange for? Smart, ik?
SÅDAN BRUGER DU +CER
Lad os nu lege at min hund Holger er bange for støvsugeren. Han flygter i panisk angst hver gang han ser den.
Faktisk er det blevet så slemt, at han nu er begyndt at løbe allerede når jeg åbner skabet som støvsugeren står i.
Det er tydeligt, at han føler frygt, hvilket selvfølgelig er forfærdelig synd for ham - så det er da også derfor jeg begrænser støvsugning til et absolut minimum....
Men jeg vil gerne have ham til at “elske støvsugeren”
Og ved nærmere eftertanke skulle jeg måske også prøve den her teknik på mig selv...
Jeg vil gerne have ham til at føle glæde, hver gang jeg åbner skabet og tager støvsugeren frem.
Det er nemlig svært at føle glæde og frygt på samme tid.
Så: jeg placerede simpelthen en bøtte med de skønneste godbidder lige ved siden af skabet med støvsugeren.
HVER gang jeg så meget som nærmede mig skabet, tog jeg en håndfuld godbidder og gav dem til Holger.
Jeg startede altså på et neutralt niveau hvor han (endnu) ikke var begyndt at reagere negativt.
Da jeg kunne se, at Holger efterhånden begyndte at kigge forventningsfuldt på mig, når jeg blot gik i retning mod skabet, så begyndte jeg at røre ved skabet - bare et mikrosekund - inden han fik godbidder.
Derefter åbnede jeg det, for straks at lukke det igen og give ham godbidden - og så gik jeg bare videre med det jeg nu var i gang med.
Og så længe han fortsat så glad og forventningsfuld ud, så øgede jeg dag for dag sværhedsgraden i “legen”, indtil jeg til sidst kunne tage støvsugeren ud af skabet -
imens han gladeligt sad og ventede lige ved siden af for at få sin godbid!
I dag har jeg en hund der kommer stormende som skudt ud af en raket hver gang jeg tager støvsugeren frem, men det er hen IMOD mig - han er fuld af glæde og forventning.
(Jo, det ér skam hans 'happy face')
JUHU - støvsugeren er fremme, så regner det med godbidder!!!
Og voila - sådan bruger du +CER.
Nu kan du tage opskriften her og overføre den til din egen hund.
HUSK at al begyndelse er svær, og det kan kræve lidt øvelse.
Har du noget specifikt i tankerne, som du gerne vil bruge +CER til, så kan du evt. prøve at øve dig på noget mindre vigtigt først.
Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte mig, for at få personlig rådgivning om netop din situation med din hund.
Gør træning til en leg
- go' fornøjelse!
Comments