Handler det virkelig kun om hvordan du træner din hund?
Har du også fået at vide, at din hund “bare trænger til at blive trænet”?
At din hund ikke ville opføre sig sådan, hvis du bare vidste, hvad du lavede?
At du er skyld i din hunds adfærd??
Det gør mig ærligt talt både sur og ked af det!
Det sidste en samvittighedsfuld og frustreret hundeejer som står med en Svær, Men Sød, Hund har brug for at høre, er nemlig, at det er deres egen skyld.
For sandheden er, at virkeligheden faktisk er mere nuanceret end som så.
Hundeadfærd er en kompliceret størrelse, og hvis man peger fingre ad enten hund eller ejer uden at kende alt til hundens ophav, så siger det mere om den som peger end om den som peges på.
Er en hvalp virkelig som et blankt stykke papir?
Mange tror stadig, at alle hvalpe fødes ens, og at de udelukkende formes af omverdenens påvirkning.
At så længe vi som ejere bare gør alting rigtigt, så får vi også den “perfekte hund”.
For det handler jo bare om, hvordan du træner dem, ik?
Det er en sejlivet myte, som virkelig irriterer mig!
Måske fordi jeg selv ved, hvordan det er at “gøre alting rigtigt” og alligevel ikke have den “perfekte hund”....
Måske fordi jeg har set tilstrækkeligt mange hundeejere bryde ud i tårer under en konsultation, fordi de er sikre på, at deres hunds adfærd er deres skyld - fordi de ikke har trænet dem godt nok....
Måske fordi jeg ser SÅ mange hunde og ejere som simpelthen ikke passer sammen; et ældre ægtepar som er dårligt gående der får en Formel 1 Labrador-hvalp eller den travle storby-familie med 3 børn under 5 år med en Border Collie osv…
Hvalpe er faktisk helt forskelligt forprogrammeret allerede når de fødes - og det må vi ikke negligere.
Der er nemlig flere ting som ligger ganske udenfor vores kontrol som ejere, som vi bør kende til inden vi anskaffer os hund.
Genetics matters!
Et af de områder som vi har en tendens til at undervurdere er hundens genetik. Allerede siden 1940 har studier i hundeadfærd vist os hvor stor en rolle genetik spiller i forhold til hundens temperament. Avlsprogrammer handler altså ikke kun om racer og udseende - det handler i lige så høj grad om hundens egenskaber som fx. frygt, impulsivitet, arbejdsiver, selvstændighed, samarbejdsevne og endda aggression. Og selv indenfor den samme genetiske pulje har vi lært, at hvalpe derudover også fødes som forskellige unikke individer. Det betyder altså, at hver hvalp som fødes allerede er prædisponeret for visse karaktertræk OG velsignet med sin helt egen lille (eller store) personlighed.
Tidlig prægning er ALFA OMEGA
Måske er ordene Alfa og Omega lidt uheldigt ordvalg, når vi taler om hundeadfærd - men der er ingen tvivl om, længere, hvor stor en rolle den tidlige prægning af hvalpe spiller for hundens udvikling og adfærd.
Perioder i en hunds liv hvor de er meget modtagelige for indtryk udefra, kalder vi for ‘kritiske perioder’. Den første er den neonatale periode i hundens første 2 leveuger.
Der forskes stadig meget i betydningen af denne periode, men vi ved allerede nu, at korrekt håndtering og anden interaktion oplevet i den neonatale periode kan føre til en hurtigere modning af nervesystemet og en forbedret udvikling af motoriske og problemløsningsevner.
Vi ved også, at andre faktorer som fx. moderens stressniveau under drægtighedsperioden kan påvirke hvalpenes evne til at håndtere stress. Undersøgelser tyder på, at stress i fostertilstanden kan gøre hvalpene mere modtagelige overfor negative oplevelser senere i livet.
Alt sammen noget som i høj grad påvirker hvalpens karaktertræk og dens evne til at håndtere vores verden.
Socialiseringsvinduet
En anden vigtig kritisk periode er den mere kendte periode i ugerne 8-12 ofte kaldet “socialiseringsvinduet”. Det er i denne periode, at alt hvad hvalpen oplever bliver indprentet og sætter sig godt og grundigt fast - positivt som negativt. Da de fleste hvalpe flytter hjemmefra et sted midt i denne vigtige periode, er hvalpen altså allerede godt og grundigt forprogrammeret både ift. arv og miljø allerede inden den lander i sit nye hjem. Det betyder også, at der ligger et kæmpe ansvar på opdrætters skulder ift. hundens prægning - og ikke kun ift. hvalpens fysiske behov og udvikling. Et ansvar som jeg desværre oplever, at alt for mange opdrættere undervurderer. Psst; skulle en opdrætter læse med her, kan jeg varmt anbefale https://shoppuppyculture.com/ - et fantastisk program for opdrættere (og hvalpeejere).
Frygtperiode
For at gøre svært sværere så ligger den første “frygt-periode” også samtidigt med socialiseringsvinduet (ca. uge 8-11), så vi skal altså være yderst forsigtige med hvad vi udsætter vores hvalp for i vores iver efter at socialisere vores hvalp tilstrækkeligt.
Får din hvalp fx. en ubehagelig oplevelse med en anden hund i denne periode, kan du nemt risikere, at den lærer, at være bange for fremmede hunde.
Emnet er et blogindlæg i sig selv - men jeg nævner det blot her for at understrege, at din hvalp altså på ingen måde kan betragtes som værende et “blankt stykke papir” når du får den hjem.
Betyder det så, at du allerede får en færdig pakke, når du får din hvalp hjem?
Nej - hvalpen er ikke færdig med at udvikle sig. Langt fra. Vi kan som ejere gøre utroligt meget ift. den videre prægning - hele hundens liv - og jeg opfordrer under ingen omstændigheder til en laissez faire attitude, hvor man bare lader stå til. Med den rette adfærdsforståelse og træning kan vi nemlig skabe helt utrolige ændringer i vores hunds adfærd - og jeg vil til gengæld opfordre enhver med blot den mindste udfordring med sin hund til at søge professionel hjælp for at lære mere om hundens adfærd. Altid opsøge mere viden.
Din hunds adfærd er ikke (kun) en refleksion af dig
MEN; næste gang du hører nogle påstå, at det (udelukkende) er din skyld, at din hund er som den er, så håber jeg, at du kan trække på skuldrene, grine lidt af vedkommendes uvidenhed og gå upåvirket derfra vel vidende at fjolset ikke aner en dyt om hverken dig eller din hund. Det ér hårdt at leve med en Svær, Men Sød, Hund - men det hjælper at vide, at man kun kan spille med de kort man nu engang får på hånden. Alle hunde kommer med deres egen personlighed og adfærdsmæssige tendenser og karaktertræk. Vi kan bidrage ved at styrke deres selvtillid, give dem masser af positive oplevelser, tryghed og træning - men vi kan ikke ændre hvem de er.
Og heldigvis for det...
Som en meget glad ejer af en svær men sød hund, kan jeg desværre nikke JA til andre folks hovedrysten og sure kommentarer, når min skønne hund reagerer. Nogen dage kan man ryste det af sig, andre gange rammer det dybt og tårerne kommer - men et blik på sit fantastiske pelsdyr kan heldigvis altid få alt andet på afstand.
Tak for dig og dine altid opmuntrende ord, sætninger, blogs og fokus på emnet🙏🏻 knus fra Eddie og Hanne 🐶🥰